Superspredere i Covid-19: Epidemiens askilleshæl, Kim Sneppen

Niels Bohr Institutet
133 views
I begyndelsen af dette år blev vores samfund udsat fra forstyrrelse fra en lille men stærkt selv-kopierende nanomaskine. En nyskabt infektions sygdom, hvis spredning burde kunne beskrives med et par ligninger og 2 parametre: En der sætter tidsskalaen (5 dage for Covid-19) og en anden der fortæller hvor mange personer hver inficeret person inficerer (den berømte R0=(ca) 3 for Covid-19).

Og så var lock-down filosofien ellers "bare" at justere vores kontakt aktivitet med andre mennesker så meget ned, så R faktoren kom ned omkring 1, og epidemien dermed holdes under kontrol. Dvs SIR modellerne fortæller os, at vi skulle reducere den tid vi tilbringer med andre mennesker med en faktor 1/R0=1/3.

Men Covid-19 viste mere "personlighed" end ovenstående: Den opfører sig forskelligt i forskellige personer. Måske er der kun få af os der inficerer andre, mens de fleste ikke inficerer. Ihvertfald viser en række studier, at kun omkring 10-20% af de inficerede personer rent faktisk inficerer deres samboende ægtefælle. Og epidemien har mange hundrede eksempler på super-spreder events, situationer, hvor en enkelt person har smittet meget mere end 10 andre personer i løbet af en enkelt dag.

Jeg vil diskutere superspreder aspekter af Covid-19 ved hjælp af modeller, der beskriver et samfund med individer der har meget forskelligt smitte-egenskaber. Vi finder, at sådan superspredning gør det nemmere at stoppe epidemien, og hjælper os til at forstå hvorfor det rent faktisk gik så godt med at åbne vores samfund op igen efter den meget voldsomme "lock-down" i marts.